Dansk English
Søg

Nyhedsbrev 2018 1. kvartal

28.05.2018

"Fagpolitisk anarki"

Det er bedrøvende at være vidne til, at Den Danske Dyrlægeforening accepterer uden nogen som helst forhandling, at deres medlemmer, der yder betalt service for et betydeligt Fødevareerhverv i form af kontrol af grise og køer ved slagtning samt ved eksport af levende dyr, indgår i en arbejdskonflikt, der indebærer stop for slagtninger samt eksport af dyr. For at imødegå forringet dyrevelfærd forslår Formanden for Den Danske Dyrlægeforening, at svineproducenter holder udkig efter tomme stalde i nabolaget. Vi bør ihukomme, at produktionen har et omfang af 600.000 grise pr uge. Det er bundnaivt at tro, der findes 600.000 dyrevelfærdsmæssigt egnende stipladser, der henstår ubenyttede. Bekymrende er det, at Direktøren for Den Danske Dyrlægeforening, vel sagtens en "DJØF'er", ytrer sig om, at svineproducenterne, der dagligt afliver 25.000 grise lig med 175.000 pr uge, vil være i stand at løse de øvrige 600.000 stk. på samme vis.
Set i forhold til ovenstående er det måske forståeligt, at Dyrlægeforeningen ikke har taget handling omkring lockout'en. Så må man bare sige, at de ikke fremover er "partnere" i fagligt politiske forhandlinger. Det er politisk anarki, der betyder, at når katten er ude, spiller musene på bordet.

(K.E Navntoft)




"HyoElite" søer

For at undersøge hvad de bedst producerende sohold i HyoVets kundekartotek har til fælles, er der blevet udsendt et spørgeskema. Spørgeskemaet udsendt er vægtet på:

  • Forholdet mellem evnen til at lave overlevelse på pattegrise
  • Egenfravænning hos søer


Herunder præsenteres et uddrag af svarene. Undersøgelsen inkluderer 26 besætninger. Gennemsnitlig besætningsstørrelse i spørgeskemaundersøgelsen er 1.230 årssøer.

Fodringsstrategi
73% anvender hjemmeblandet foder, og 27% indkøber foder.
Vådfodring er det hyppigste fodringskoncept (65%). Næsten halvdelen (46%) benytter Toxinbinder i sofoderet året rundt, og 35% periodevis.

Polte
73% indkøber polte, hvilket er højere end landsgennemsnittet på 58% (tidligere publiceret).
80% af besætningerne introducerer poltene via karantæne. Denne frekvens skal ses i forhold til landsgennemsnittet, som er 65%.
Karantænelængde er 4-12 uger i de besætninger, som anvender karantæne.

Behandlingsrutiner
81% af de adspurgte anvender antibiotika til pattegrise ved fødsel, mens 58 % anvender antibiotika i forbindelse med kastration.
Kun 27% sliber tænder på pattegrisene. Efter endt faring behandler 54 % af besætningerne alle søer med Oxytocin. Få besætninger (19%) behandler en høj andel (80%) søer med antibiotika ved faring. Gødningsimmunisering foretages i 58% af besætningerne.

Management
Der tildeles foder til pattegrise 3 gange eller flere i 65% af besætningerne. 27% af besætningerne har mælkekopper.

Kuldudjævning
Langt størstedelen (96%) har kendskab til faringstidspunkt, og heraf tilpasser 70% af besætningerne deres kuldudjævningstidspunktet i forhold til faringen. 38% kuldudjævner fra kl. 6-9, i nogle af disse tilfælde vil pattegrisene ikke med sikkerhed have indtaget nok råmælk.
En tredjedel anvender aldrig splitmalkning.

Grafer

Fravænningsdag
Fredag er den foretrukne fravænningsdag (42%), hvor søndag (19%) og mandag (19%) er sjældnere. Det er tankevækkende hvor få, der prioriterer faringer i hverdag kontra andre logistiske udfordringer.
Ingen fravænner tirsdag eller onsdag.

Aften/nattevagt
60% anvender aften/nattevagt. 31% har hverken aften- eller nattevagt.

Tak
Tak til de deltagende besætninger. Vi rundsender en mere detaljeret rapport (anonymiseret) til deltagerne.


Dyb insemination Go Deep!

Hyovet har på talrige opfordringer nu fået certificeret Christian "go deep" Møller som dyb inseminør. Det betyder at kurset nu kan tilbydes til de kunder der måtte have behov herfor.
Kurset afholdes hos landmanden og består af en teoretisk og en praktisk del, som samlet kan overstås i løbet af 3-4 timer.
Medarbejdere modtager kursusbeviser som skal fremvises i tilfælde af Fødevarestyrelsens kontrol.
For yderligere info rettes henvendelse til Christian på tlf. 61 55 20 55.


Kastration & brug af lokalbedøvelse

Kastration skal for fremtiden udføres med forudgående lokalbedøvelse.
Kravet bliver en del af DANISH-programmet. Det betyder, at kravet vil gælde alle griseproducenter ved udgangen af 2018.
Før denne skæringsdato skal griseproducenter og relevante medarbejdere gennemføre et kursus i lokalbedøvelse, der består af teoretisk såvel som praktisk undervisning.
Herefter må landmanden og hans medarbejdere selv foretage lokalbedøvelse forud for kastration. Hyovet afholder i løbet af sommeren kurser der skal klargøre ejer og medarbejdere til denne nye virkelighed.


Læs nyhedsbrevet i PDF-version her


Nyhedsarkiv >>
Hyovet
  HyoVet I/S
 
Hagemannsvej 24
 
8600 Silkeborg
 
+45 86690057
Udviklet af landIT